Mit navn er Eva Ravnbøl og jeg har boet i Rom i ca. 22 år. Jeg har beskæftiget mig med mad og vin, så længe jeg kan huske og var i 90'erne vært på en TV2-programserie, der hed PASTAPLUS. I hvert afsnit besøgte vi små karakteristiske "trattoriaer" eller lokale restauranter i forskellige dele af Italien (Rom, Venedig, Toscana), vi kom bag om kulisserne og fik næsen ned i de skønne kødgryder, der duftede lifligt og simrede lystigt, vi lærte af de mange charmerende kokke eller kogekoner, hvordan man tilberedte en lang perlerække af dejlige og ofte meget enkle pastaretter. Vi oplevede hos alle, ikke kun de professionelle, en kærlighed til det at lave god mad, en smittende entusiasme og ikke mindst et dagligt engagement, som vi kunne tage ved lære af. Igennem mange år har jeg skrevet artikler og bøger om italiensk mad og i år var jeg vært på DR's reality-serie MIN ITALIENSKE DRØM, som også handlede en del om italienernes meget varme og lidenskabelige forhold til mad. At spise og at lave mad er en meget stor del af almindelige italieneres hverdag, og det bliver på ingen måde betragtet som noget, der bare skal overstås. Mange går på markedet flere gange om ugen, og hvis de ikke selv har tid til det, sender de en nabo eller en kusine eller en tante. Mange har deres egen grønthandler, fiskehandler og slagter og hvis det er nødvendigt ringer man og bestiller - folk er "kræsne" på den gode måde og ser med kritisk blik på de artiskokker eller blomkålshoveder, de står og skal vælge imellem. Det er ved måltiderne at familiemedlemmerne finder sammen, gerne både til frokost og til middag. De fleste får varm mad midt på dagen også. Meget gerne pasta!
Et traditionelt italiensk måltid består af mindst tre retter: ANTIPASTO, PRIMO og SECONDO. Først lidt appetitvækkere som ofte er små stykker ristet brød med lidt grønt på eller tomater, svampe eller lign. Dernæst forretten som ni ud af ti gange er en pastaret (alternativt risotto eller suppe) og til slut kød eller fisk med f.eks. kartofler, salat eller andet grønt tilbehør. Vanerne starter meget tidligt, allerede som helt små babyer får italienske børn, hvad vi nok vil betragte som luksus-kost. Både fordi råvarerne er i top og fordi deres måltider er tidskrævende. I børnehaven og i skolen får alle børn to retter frisklavet varm mad, altså både PRIMO og SECONDO. Der er meget at lære endnu, og jeg vil forsøge at lave inspirerende "mad-rapporter" her fra Italien og dele nogle af mine dejlige opskrifter med jer.